Nikolaj Koppel, 48 år gammel, København. Kulturdirektør i Tivoli
Om mig
Jeg hedder Nikolaj Koppel, og jeg arbejder som kulturdirektør i Tivoli. Jeg er ansvarlig for alt det vi laver der foregår på en scene; det kan være ballet, børneteater, klassiske koncerter eller vores velkendte fredagskoncerter der foregår under åben himmel.
Siden jeg var tre år gammel, har jeg spillet klaver, og jeg endte med at forfølge en karriere i klassisk musik. Efter seks år på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium var jeg heldig og fik lov til at lave studiealbums og turnere over hele verden med min musik. Det viste sig, at livet som turnerende klassisk pianist er ganske ensomt, så i en alder af 30 år besluttede jeg, at det var på tide at forfølge andre ting og tilbringe mere tid med min kone og små børn.
Om gentagelser
Der er ikke nogen gennemsnitlig dag for mig. Nogle dage er udelukkende forbeholdt kreative opgaver, mens andre er fyldt til grænsen med mere kedelige ting som budgetter og økonomi. Bottomline er, at Tivoli indeholder så mange forskellige aspekter af kultur, hvilket betyder, at ingen dag er ligesom dagen før. Til tider må jeg se på det større perspektiv, mens andre dele af mit job kræver ekstrem detaljerig opmærksomhed.
Om rutiner
Jeg forsøger mit bedste at leve en sund livsstil. Jeg løber hver anden dag, og det har jeg gjort de sidste 17 år. Løb handler om at skabe et rum, hvor jeg kan trække vejret, hvor jeg kan ånde og tømme min hjerne. Jeg er ikke den type, der kun arbejder på sort kaffe. Mine bedste dage starter med en solid morgenmad i selskab med min kone. Jeg bliver ofte til sent på arbejdet, men jeg stræber efter at gå hjem, så jeg kan være hjemme til middag. Alt imellem er bare et fragmenteret rod.
Om arbejde og leg/fritid
Mit job tillader mig ikke at slukke min telefon i tre uger og tage ud på en tropisk ø. Når jeg har fri eller er på ferie, bruger jeg altid en halv time hver morgen på arbejdsrelaterede ting. De fleste mennesker er meget strikse med at adskille de to ting, men det generer mig ærlig talt ikke, og jeg er i stand til at slappe af med arbejde på sidelinjen.
Om lektioner
Jeg har lært at acceptere og omfavne, at ting ofte sker hurtigt. Lige her og lige nu. Der er en tendens til altid at se frem på hvad der er i horisonten. Den næste ferie, en ny bil, bedre vejr osv. Vi er altid på vej videre eller jagter noget. Det lyder en smule filosofisk, men jeg er gladere, når jeg husker at nyde de små ting ligesom en god podcast eller en gåtur i blomstrende Frederiksberg Have.
Om pivotering
Der er langt fra at være en udøvende kunster, til det jeg laver nu. Jeg tror ikke, at der er en formular til at bygge en bro mellem det tilsyneladende store hul som dette, og jeg tror, sagt med den største ydmyghed, at jeg har talent for begge ting. Jeg har stor tiltro til min intuition, og mine menneskelige egenskaber kommer mig altid til gode. Selvfølgelig har jeg også taget forskellige lederkurser for at blive en bedre leder og få flere værktøjer, men jeg er meget afhængig af de ting du ikke kan blive lært eller lære.
Om at gå glip
Jeg savner ikke længere at være en udøvende kunstner, men på det seneste har jeg spillet mere og mere på mit klaver derhjemme. Én ting jeg savner, er den hidtil usete ensomhed, der gemmer sig i musikken. Specielt klassisk musik der også har evnen til at vise glimt af en sandhed, du ikke vidste eksisterede. Jeg føler mig forpligtet til at holde mig på et bestemt niveau og være i stand til at dykke ind i disse store kunstværker, som klassisk musik ofte er.
Om arbejdsredskaber
Ligesom de fleste andre mennesker i det 21. århundrede bruger jeg min telefon mere end noget andet. Det er et yderst velegnet redskab til næsten alt hvad jeg gør, men tilstedeværelsen af min smartphone kan være lidt for meget til tider. Jeg forsøger mit bedste, ikke at tjekke den hver gang jeg venter for rødt lys på min cykel, men det er min bedste ven i arbejdstiden.
Den enorme tilstedeværelse af smartphones har fået mig til at undre mig over, hvordan folk gjorde ting for 30 år siden. Ligesom i dag var Tivoli dengang vært for internationale koncerter med tonsvis af logistik og administrative vejbump, som det nu tager 45 e-mail at løse.
Om inspiration
Jeg besøger ofte steder som London og New York for at få friske inputs. Begge steder løfter konstant baren for alt det der sker indenfor teater, dans, musik og meget mere, og jeg føler mig altid forynget med ideer, når jeg kommer hjem herfra. Dog skal det dernæst være sagt, at inspiration ikke altid er en til en. Hvis vi laver en klassisk koncert i Tivoli, kan jeg lige så godt komme med nye ideer på min cykel som ved at gå til en lignende koncert i Hamburg eller Luzern.
Om fremtiden
Tivoli bliver 175 år i 2018, og det bliver fejret med et monumentalt kulturår i den gamle have. Dette hjørnestens-år tjener som en påmindelse om, at jeg bare er en ydmyg kulturdirektør, der har Tivoli til låns i en håndfuld år. Det har været centrum af København i 175 år, og det kommer til at være her i 175 mere. Jeg håber virkelig, at mine kollegaer og jeg kan flytte Tivoli frem uden at glemme traditionerne og det store historiske DNA i dette magiske sted.
