Har du en mentor, som har været en udslagsgivende inspiration for, at du laver den kunst, du laver?
Nej, det vil jeg egentlig ikke sige, at jeg har. Måske har jeg mange. Måske ingen. Men der har da bestemt været flere mennesker i mit liv, der har haft stor betydning for, at jeg laver den kunst, jeg laver. Mennesker, jeg har set op til, støttet mig til, været inspireret af … Da jeg fyldte 16, blev punker og farvede mit hår grønt, gav min mor mig Emma Goldmans ’Anarkistiske erindringer’. Hendes fortælling og kamp har fulgt mig gennem livet. Det samme har min mor, som er en temmelig badass- og rimelig spot on-type. Desuden er der en lang række kvindelige kunstnere og musikere, jeg har brugt som spejl: PJ Harvey, Kim Gordon og Sinéad O’Connor var og er til stadighed kilder til inspiration. Tracey Emin, Louise Bourgeois, Sarah Lucas, Rebecca Horn, Leonora Carrington, Dorothea Tanning … I could keep on going. Svend Wiig Hansen (dansk billedhugger, maler og grafiker, red.) var en stor inspiration for mig i min barndom. Jeg lærte ham at kende, da jeg var fem år gammel, og han hjalp mig med at udvælge værker til mit portfolio, da jeg søgte ind på akademiet. Det var faktisk en af de sidste gange, jeg så ham, inden hans alt for tidlige død. Han var en stor personlighed – og desværre p.t. en alt for overset dansk kunstner.
"Jeg kan huske, jeg stod og kiggede ud over pladsen med hundredvis af nedtrampede plastikkrus, afspærringshegn og andet debris og tænkte: Det her skal jeg lave i keramik."
Har du særlige steder, du kigger hen, når du søger inspiration?
Det kommer jo an på, hvor jeg gerne vil hen med min idé. Inspiration er en flydende eller intuitiv størrelse, og nogle ideer former sig langsomt, andre er der bare pludselig. Men altså the obvious er samtaler med venner, gåture, musik, bøger, nørdede hjemmesider, biblioteker, Insta, udstillinger, sci-fi, fantasy, tarotkort, erindringer, drømme … For nogle år tilbage lavede jeg en kæmpestor installation bestående af flere tusind objekter i keramik, og basically var det en idé, jeg fik efter en Slayer-koncert på Copenhell i 2017, hvor jeg stod og hang lidt foran scenen sammen med min veninde og ventede på, at hele rykket mod udgangen blev lidt mindre crazy. Jeg kan huske, jeg stod og kiggede ud over pladsen med hundredvis af nedtrampede plastikkrus, afspærringshegn og andet debris og tænkte: Det her skal jeg lave i keramik. Det blev til installationen 'Aftermath', som nu bor på Horsens Kunstmuseum ... Hvis man er på de kanter.
Har du nogensinde følt, at du gentog dig selv i din kunst?
Nogle gange hader man jo bare sit eget visuelle sprog. Men altså, det er jo så nu engang sådan, det kommer ud. For tre år siden havde jeg nået et punkt, hvor jeg var begyndt at kede mig – jeg havde ligesom løst gåderne med det, jeg lavede, og så føltes det netop, som om jeg bare gentog mig selv. Det er vigtigt, at man som kunstner bliver ved med at turde stille spørgsmål. At man tør rykke gulvtæppet væk under sig selv. At man forbliver nysgerrig. Men problemet er tit, at når man får succes med noget, så vil andre gerne putte en ned i den kasse, og det kan være meget svært at få lov at bryde ud af den. Jeg er for eksempel hende, der laver keramik af alt muligt, vi kender fra vores hverdag, og ja, det er jeg da bestemt også. Men jeg er og har altid været utrolig meget mere. Basically har jeg altid arbejdet i rigtig mange forskellige medier, video, skulptur, installation, maleri og broderi – to mention a few. Jeg har brugt de seneste år på at insistere på andre ting – på at undersøge nye eller bare andre materialer og på at turde være i processen og bare skabe for mig selv. At gå ind i mørket og opbygge nye, måske mere facetterede universer. Måske min kunst er blevet mere moden – det påstod min veninde i hvert fald i går. Min tilgang er i hvert fald anderledes, og det er i virkeligheden det, der er det vigtigste –processen. At det forbliver en udfordring for mig. At jeg har det sjovt. At jeg lærer noget.
