Velkommen til vores nye mixtape-serie. Hver måned bidrager en dj eller musiker med et sæt til din lytteoplevelse. Denne gang er det Josefine Winding der leverer august-måneds soundtrack.
Med Københavnerklassikere, som den nu legendariske non-profit søndagsfest Søndagsvenner og den ugentlige klubnat Manna på Jolene har Josefine Winding etableret sig som en dedikeret og elsket arrangør omkring den nye bølge af dansemusik, der trives i København.
Som Josefinity har Josefine de seneste år gjort sig som DJ. Med en fantastisk bred smag og en kærlighed til disco, afrikansk jazz og house, spiller hun en bred vifte af pulserende musik.
Hendes færdigheder som arrangør og booker plejes på Heartland Festival, hvor Josefine booker det fineste af Danmarks undergrundsmusikscene.