Vi er gået sammen med det historiske danske ismejeri Hansens om en ny stribet is og en limited edition af vores #101 t-shirt.
Klædt i Nørgaard-striber skal den nye veganske ispind Nørgaard Pop sprede sommerstemning med smage af økologiske ribs og aroniabær fra Thy samt et frisk lag af citronlimonade. Isen får en plads på Hansens isskilte i hele landet sommeren over. Samtidig introduceres en specialudgave af #101-t-shirten i matchende bærfarver.
Værdier smelter sammen
Is og designertøj kan umiddelbart virke langt fra hinanden, men de to danske virksomheder har meget til fælles.
“Vi har fundet en naturlig samarbejdspartner i Hansens, der ligesom os er en dansk virksomhed med fokus på lokal produktion. Hansens Is produceres på deres mejeri i Jægerspris, og vores #101’er strikkes i Ikast, farves i Herning og sys i Korsør. Vores fælles ambition om at producere i Danmark har nu resulteret i to nye klassikere – en is og en t-shirt. Det er vi meget stolte af,” siger Mads Nørgaard.
Hansens har over 100 års erfaring med is og er altid på jagt efter nye smage. Tradition og nørderi binder også de to virksomheder sammen i dette ellers utraditionelle samarbejde.
“Vi deler en passion for det traditionelle håndværk, men også en appetit på at forny os. Vi elsker at nørde med is, og det har været en fed proces at udvikle smagene i Nørgaard Pop, der kombinerer danske sommerbær med et syrligt twist – en smag, der aldrig går af mode,” siger Anders Eibye Hansen.
Gratis is i København og Aarhus
Torsdag den 27. marts kl. 15.00 kan besøgende i Nørgaard paa Strøget i København og Mads Nørgaard - Copenhagen i Aarhus være de første til at smage den nye Nørgaard Pop fra Hansens. Ud over gratis is er der også mulighed for at købe den specialdesignede #101-t-shirt, der produceres i et begrænset antal og kan købes i Mads Nørgaard - Copenhagens fysiske butikker og online.

Lancering
Hvad: Gratis is, musik og forårsstemning
Hvor: Nørgaard paa Strøget, København & Mads Nørgaard - Copenhagen, Aarhus
Hvornår: 27. marts 2025, kl. 15:00